Mindfulness kan hjælpe mod søvnbesvær
Søvn kan forbedres med mindfulness. Særligt hvis problemerne skyldes et overaktivt nervesystem og mange tanker.
Mindfulness rummer mange gode værktøjer der kan hjælpe til at finde ro.
Desuden træner man med mindfulness at få mere balance i krop og sind og at få et mere afslappet forhold til tankerne.
Typiske søvnproblemer
Svært ved at falde i søvn
Hvis hovedet kværner med tanker fra dagen og kroppen slet ikke er i ro, kan det være svært at falde i søvn. Det kan også bare være fornemmelsen af at være vågen, man er slet ikke søvnig nok. Man vender og drejer sig … og det føles uendeligt. Det er der skulle være rart bliver ubehageligt.
Vågne for tidligt
Hvis man vågner for tidligt kan man opleve, at man føler sig vågen midt om natten, men man ved godt, at man bliver nødt til at sove mere. Så starter tankerne … hvad hvis jeg ikke kan falde i søvn igen? Hvordan bliver i morgen?
Det er noget af det, der kan forhindre søvnen i at komme igen.
Være udmattet efter søvn
Hvis man sover uroligt eller vågner for tit kan man være helt udmattet om morgenen. Man har ikke sovet dybt nok.
Mindfulness og søvn
Mindfulness er øvelser, der træner hjernen til bedre opmærksomhed. Det er på mange måder det modsatte af søvn. Så hvordan kan mindfulness hjælpe?
Mindfulness gearer nervesystemet ned
Ironisk nok har mange, der dyrker mindfulness, problemer med at de kan være lige ved at falde i søvn mens de mediterer!
Mindfulness-øvelser kan nemlig være rigtigt gode til at få nervesystemet ned i ro. Det er én af forudsætningerne for at falde i søvn. Så ved at kende nogle gode øvelser der kan skabe denne ro, så er man allerede godt på vej til at falde i søvn.
Få et andet forhold til sanserne
Søvnen kan forstyrres, hvis man ligger dårligt, har smerter eller andet ubehag. Noget af det, man også træner med mindfulness, er et ikke-reagerende forhold til sine sanser.
Lær at slippe tankerne
Med mindfulness træner man at lade sindet være åbent og frit - at lade tanker passere. Det er præcis det, der er brug for, når man skal falde i søvn. At man ikke tænker videre. At man ikke kæmper imod sine tanker. At tanker får lov til at komme … og gå. At det at få tanker som “hvad nu hvis jeg ikke kan sove?” ikke er et problem i sig selv.
