Neutral og ikke-dømmende observation

Neutralitet er essentielt i mindfulness
Mindfulness handler om at observere nuet. I nuet er en oplevelse af sanseindtryk, tanker og følelser.
Når man laver mindfulness meditationer, bruger man sin fulde opmærksomhed og lægger måske mærke til mere, opdager nye detaljer og mærker tydeligere efter. Man bliver også mere klar over hvad man tænker, mærker og føler.
Det kan godt gå galt, hvis man ikke gør det rigtigt.
Man kan både opdage tanker, man ikke synes om. Mærke ubehag eller smerte i kroppen. Mærke negative følelser. Det kan give anledning til flere tanker, mere ubehag og flere negative følelser.
Derfor er neutral, ikke-dømmende observation absolut nødvendigt. Man kan beskrive det på flere måder.
Neutral observation
At være neutral betyder at man forholder sig tørt, uden følelser, uden holdninger og yderligere tanker.
Man er godt klar over, om det man observerer i sig selv opleves som neutralt, behageligt eller ubehageligt. Men selve observationen af det er også neutral.
Det er altså en meget faktuel, videnskabelig konstatering:
- Der er en behagelig sansning lige nu
- Der er en neutral sansning lige nu
- Der er en ubehagelig sansning lige nu
Sansning er alt, hvad man kan bemærke eller opleve: sanseindtryk, tanker, følelser, fornemmelser.
Ikke-dømmende indstilling
At være ikke-dømmende vil sige at man lige nu ikke har nogen mening om det. Man kan jo godt have holdninger til etik, moral, rigtigt, forkert, hvad man bør, ikke bør. Det er fint. Det er menneskeskabt. Det fungerer i samfundet.
Mens man laver en mindfulness-øvelse lægger man imidlertid sine overbevisninger på hylden og er ikke-dømmende overfor alt hvad der dukker op.
Accept
Det handler om at acceptere det der er, som det er. Accept i denne forstand betyder ikke at man kan lide det eller billiger det, men at man accepterer at sansningen er der, lige nu. Med sansning menes her både sanseindtryk, tanker og følelser.
Balance og ligevægt - equanimity
En god måde at beskrive det på er at du ikke forsøger at skubbe oplevelsen væk, ikke forsøger at holde den fast. Der er balance eller ligevægt. På engelsk hedder det equanimity som normalt oversættes til sindsligevægt, men det danske ord har en lidt anden betydning end det der menes i mindfulness.
Åbenhed
Man kan sige at neutraliteten kommer af en åbenhed overfor det, der dukker op. Ingen modstand. Sanser, tanker og følelser får lov til at flyde frit.

Det er svært at være helt neutral - men øv dig!
At forholde dig åbent, accepterende, ikke-dømmende, neutralt kan være svært!
I princippet kunne det faktisk i sig selv gøre én frustreret over at man ikke kan det! Husk altid at mindfulness er noget du øver.
Så hav intentionen om at være neutralt observerende. Gør det så godt du kan. Når man øver, bliver det nemmere. Meditationerne er små øvelser, der blandt andet også forbedrer hvordan man har det mere generelt.
Accept, neutralitet og åbenhed er uundværligt i mindfulness
Begrebet neutralitet eller accept er en helt uundværlig ingrediens i mindfulness. Det vil alle instruktører sige, men man har også undersøgt videnskabeligt hvad det egentlig kan.
I et meget struktureret forsøg har man faktisk prøvet at træne folk i mindfulness, hvor de KUN skal observere deres sanser, tanker og følelser men de lærer IKKE noget om at gøre det med accept. Og i en anden gruppe har de så lært begge dele: observation OG accept.
Begge dele gør at folk får det mentalt bedre, men bagefter kan man måle en forskel: dem der har lært accept-metoden oplever flere positive følelser i løbet af dagen og har en overordnet bedre stemning når dagen slutter.
I forsøget har de blandet andet brugt Unified Mindfulness systemet, som Mindful Nu er baseret på.
For de nørdede
Du kan finde forskningsartiklen her.
og på Google Scholar